Hør kapitlet på lyd i bunden af hjemmesiden

Feminisme

Vedtaget på landsmødet 2025

Vi er feminister, fordi vi vil skabe en fri og lige verden for alle. I dag er vores forskelligheder rod til forskelsbehandling og undertrykkelse. For eksempel giver vores køn os særlige muligheder og begrænsninger. Det samme gør vores etnicitet, krop, seksuelle orientering og klasse – og disse er ikke isoleret fra hinanden. Det er uretfærdigt og skader langt de fleste af os. Derfor er vi i RGU intersektionelle feminister.

Den feministiske bevægelse har brug for en ny retning og fornyet energi. Det er vigtigt, at unge i dag har lyst til at kalde sig selv feminister. I tråd med dette, er det dog vigtigt at betegnelsen feminist ikke blot bliver en identitetsmarkør. Feminismen er et kald til handling og et udtryk for vores vilje til at forandre verden omkring os – fra de nære relationer til de grundlæggende samfundsstrukturer – og dermed træde i fodsporene af fortidens utallige stærke feminister.

Feminismens opgaver fra et klasseperspektiv

Det er ikke feminismens opgave at hjælpe kvinder med at investere i fossil industri, blive dominerende chefer eller bestyrelsesmedlemmer i Danske Bank eller Blackstone. Feminismen er ikke til for, at de mest privilegerede kvinder kan blive en del af den magtelite, der forvalter og forstærker de strukturer, som ødelægger vores planet og undertrykker millioner af mennesker. 

Feminismen skal i stedet pege på de allerrigeste og deres politiske allierede, som har interesse i at splitte os op i kasser, så vi bruger hinanden som syndebukke og afledes fra det faktum, at de aktivt opretholder et politisk system, der fremmer ulighed, ufrihed og undertrykkelse.

Som feminister skal vi prioritere kampe, som gavner de værst stillede og det brede fællesskab, og som forandrer vores måde at tænke værdi på. Det er kampe, vi vinder gennem kollektiv handling og ikke gennem individuel konkurrence.

Systemkritik af patriarkatet

Vi er feminister, fordi vi vil være den tunge modvægt til den undertrykkelse, der får næring i et patriarkalsk samfund. Patriarkatet er et system, som har gjort rige mænd til politiske, sociale og økonomiske autoriteter, som har definitionsretten på etik, moral og normer. Den samfundsindretning opildner til vold især mod kvinder og kønsminoriteter, og den fastholder mænd i en snæver kønsrolle, som skaber ekstrem mistrivsel og kortere liv. 

Vores forståelse af køn

Som feminister erkender vi, at køn er mere end biologi. Køn er roller, vi pålægges fra fødslen; et sæt af forventninger til personlighed, evner, interesser og udseende. Det er, når vi kollektivt vælger at bryde med de roller og normer at, vi bevæger os fremad som samfund. Et samfund uden strengt definerede kønsroller er et samfund, hvor vi kan vælge vores uddannelse, udseende, kærester og liv ud fra hvad vi ønsker – ikke ud fra, hvad gamle traditioner dikterer.

Kvinde under patriarkatet

For kvinder betyder patriarkatet og kønsrollerne f.eks., at de forventes at yde ulønnet omsorg på bekostning af egen frihed. Hvert eneste år arbejder kvinder i Danmark ni fuldtidsuger mere i hjemmet end mænd, hvilket leder til højere stressniveau, lavere indkomst, færre muligheder og i sidste ende: mindre uafhængighed.

Patriarkatet medfører også at det kvindedominerede omsorgsarbejde, som udføres af sosu-arbejdere, sygeplejersker, pædagoger og skolelærere, underprioriteres konsekvent på et økonomisk plan med lavere lønninger og nedskæringer – en tendens der bidrager til det faktum at vi stadig ikke har opnået reel ligeløn i Danmark.

Kvinder bliver straffet for at klæde sig “forkert” og for at tale sammen i det offentlige rum. Hver tredje kvinde udsættes for vold og overgreb, og i krig og konflikt anvendes voldtægt ofte som våben. Kvinder tvinges til at føde mod deres vilje, fordi abort mange steder enten er utilgængeligt eller ulovligt – i nogle tilfælde med døden til følge. 

Alt for mange kvinder fastholdes i fysisk, psykisk og seksuelt voldelige forhold. Med overfyldte krisecentre og underfinansierede civilsamfundsorganisationer næres vold og social kontrol. Samtidig tjener det voldsudøverens interesse, at partnervold er tabubelagt. Der er udpræget ulighed i muligheden for at forlade et voldeligt ægteskab: En kvinde, der er kommet til Danmark via familiesammenføring, risikerer at miste sin opholdstilladelse, hvis hun bliver skilt. Enhver skal kunne forlade et voldeligt forhold. Vi ved, at partnervold kan lede til partnerdrab, som er den type drab, der slår flest kvinder ihjel i Danmark. 

Med andre ord: Opretholdelsen af patriarkatet slår kvinder ihjel. 

Mand under patriarkatet

Feminismen skal sikre svar på, hvordan grundlæggende systemændringer vil gavne os alle – også mænd. Selvom mænd strukturelt har mere magt og flere penge, lever de kortere, ender hyppigere i misbrug og lever oftere i ensomhed, isolation og hjemløshed. Mænd begår 3 ud af 4 selvmord om året. Under patriarkatet frygter mænd nemlig at blive set som svage, hvis de beder om hjælp og udviser sårbarhed – denne frygt kan tilmed være velbegrundet, da mænd, der stemples som ‘svage’, straffes socialt med mobning og had.

Mænd fortjener bedre. Mænd fortjener tætte relationer, der er åbne, ærlige og sårbare. Mænd fortjener at have tid og frihed til at leve det liv, de selv ønsker.

Queer under patriarkatet

Mennesker er langt mere end hvad ordene “mand” og “kvinde” kan rumme. Men patriarkatet straffer dem, der afviger. At have et utraditionelt kønsudtryk har meget håndgribelige konsekvenser – særligt for dem, der vokser op uden rollemodeller i lokalsamfundet. Systemet legitimerer, at gerningspersoner diskriminerer, ytrer sig hadefuldt og er voldelige over for mennesker, der bryder med de forventninger, der er til køn. Systemet beskytter ikke dem, det går ud over. Det fører til ekstrem mistrivsel, som i værste fald har døden til følge. Værst står det til, når konservative mænd i magtfulde positioner misbruger menneskers tro og deres tillid til at undertrykke alle os, som ligger lavere i deres hierarki.

Frihed

Vi vil skabe et samfund, som giver den enkelte person frihed til selv at vælge, hvordan de vil leve, og som skaber rammerne for, at ingen skal lide last af forældede kønsroller. Kvinder, mænd og LGBT+-personer skal have lige rettigheder uden modkrav. Forskellighed er forudsætningen for et velfungerende samfund. Det skal ikke straffes.

Polarisering

Som feminister skal vi samle – ikke bidrage til splittelse. Lige nu ser vi, hvordan det ideologiske skel mellem unge mænd og kvinder vokser stødt: Kvinder sætter krydset til venstre, mænd til højre. På sociale medier bliver vi fodret af en algoritme, der låser os inde i ekkokamre og afholder os fra at lytte til hinanden og møde hinanden med nysgerrighed. Det splitter os. I stedet for at pege på tech-milliardærerne og deres politiske allierede, bliver vi hinandens syndebukke. Vi skal dyrke samtalen – ikke hadet. 

Systemkritik af kapitalismen

Patriarkatet belønner traditionelt maskuline værdier og straffer feminine. Det er en grundlæggende fejl, at vi har et system, hvor aktiespekulanter værdisættes højere end en god forælder. Det er netop den forskruede værdisættelse, der beriger eliten, men begrænser alle os andre. Mens systemet belønner rovdriften af jorden og udnyttelsen af mennesker, straffer det alle os, der forsøger at dyrke det, der giver vores liv mening: Fællesskab, selvbestemmelse og omsorg. Derfor skal vi som samfund ikke bare anerkende, men ophøje omsorgens betydning; både den lønnede omsorg, som en pædagog eller sygeplejerske udviser, men også den ulønnede omsorg, som en forælder giver sit barn eller en ven tilbyder en anden. 

Feminisme kommer alle til gode

Under patriarkatet har de rigeste magt over vores alles liv. Det er derfor, de klamrer sig til traditionelle kønsroller. Vi vil tage magten tilbage, så vi alle kan skabe meningsfulde liv for os selv og hinanden.

Vi vil et omsorgsfuldt samfund, hvor alle kan være åbne frem for ensomme. Hvor alle lever i frihed og sikkerhed. Hvor alle har muligheden for at frigøre sig fra fortidens syn på kønsidentitet. Hvor vores køn ikke skal definere hvilket liv, vi kan leve.

Rød-Grøn Ungdom arbejder for:

Bekæmpelse af vold og social kontrol

  • At Danmark lægger massivt internationalt pres på lande, der systematisk undertrykker kvinder og minoriteter – fx gennem stop for samhandel, diplomatiske sanktioner eller kulturelt boycott 

  • At seksuel vold anerkendes som en torturform

  • Grundig og systematisk screening for forfølgelse, seksuel vold og partnervold i asyl- og krisecentre

  • At familiesammenførte personer automatisk opnår selvstændig opholdstilladelse

  • At politiet tildeles øremærkede ressourcer til uddannelse i behandling af ofre for hadforbrydelser og seksuel vold 

  • At SSA-reserven afskaffes, og afgørende kriseindsatser som fx Danner, Sabaah og Mandecentret i stedet finansieres permanent på finansloven

  • At der sættes mere fokus på genuddannelse frem for straf af personer, der er dømt for hadforbrydelser og/eller kønsbaseret vold

Familie og omsorgsarbejde

  • At børn får juridisk ret til alle deres forældre

  • At pensionen bliver delt ligeligt mellem alle forældre i hele barselsperioden, uagtet barslens fordeling 

  • At pensionen ved skilsmisse deles ligeligt mellem begge parter

  • En 3-3-3-model for barsel, hvor hver forældre tildeles ⅓ af barslen, mens den sidste ⅓ kan fordeles af parterne selv

  • At soloforældres og regnbuefamiliers muligheder for barsel ligestilles med traditionelle kernefamiliers

  • At retten til børns sygedage forbedres markant og øremærkes, så alle forældre tager del i omsorgsarbejdet

  • At nonbinære kønsidentiteter skal anerkendes juridisk, således at nonbinære får ret til juridisk kønsskifte, og en kønsneutral markør i bl.a. pas og CPR nummer

  • At lovliggøre juridisk kønsskifte for børn uanset alder

  • At afskaffe kønnet CPR-nummer

  • At sexarbejde anerkendes som et officielt erhverv, så sexarbejdere får de samme rettigheder som alle andre arbejdere.