Socialpolitik
Vedtaget på landsmødet d. 10.-12. april 2026
Vi kan alle blive socialt udsatte
Et godt samfund er et samfund, hvor alle uden undtagelser kan leve et værdigt og meningsfuldt liv. Hvor ingen bliver efterladt alene, når livet bliver svært. Hvor vi griber hinanden, hvis nogen falder.
For livet er ikke en lige vej. Enhver kan blive ramt af angst, stress eller depression. Enhver kan blive syg med kræft eller få et hjerteanfald. Enhver kan blive fyret eller ende i en ulykke, der giver varige mén på krop og sjæl. Fra den ene dag til den anden kan livet slå revner.
Alligevel bliver samfundet ofte beskrevet, som om vi er delt i to faste grupper: Dem, der klipper hækken, passer jobbet og bidrager – og dem, der er “dovne” og “en byrde for fællesskabet”. Men sådan ser virkeligheden ikke ud. Intet menneske er bare én ting. Intet liv forløber uden modgang.
Grænserne mellem at være ovenpå og at være udsat er hverken faste eller retfærdige. De kan ændre sig hurtigt. Men hvem griber os, når stress fører til stofafhængighed? Eller når langvarig arbejdsløshed fører til fattigdom?
Vores samfund skal indrettes på en måde, hvor ingen efterlades på perronen – for alle fortjener en plads. Et samfund med et stærkt sikkerhedsnet er til for os alle.
Et stærkt socialt sikkerhedsnet
Lige nu har vi et samfund med alt for snævre rammer, og et velfærdssystem, der langt fra formår at gribe alle, der har brug for hjælp. I stedet bliver mange mødt af en labyrint af kompliceret jura og sagsbehandlere, der ikke har tid til dem.
Systemet er bygget til at skynde folk ud med færrest mulige penge: kroner-øre-logik, mistillid, sanktioner og kontrol frem for støtte. For de mennesker, der skal have hjælp, skaber det systemstress. Det kan forværre den sygdom eller det misbrug, de skulle have hjælp for – eller endda give dem selvmordstanker.
De mennesker, der skal hjælpe, presses af stadigt voksende opgaver, snævre økonomiske rammer og styring efter måltal, som underminerer deres faglighed og tvinger dem til at handle i strid med deres professionelle vurdering, og til tider også med loven. Resultatet er et sygt system, hvor mange socialarbejdere går syge på arbejde, forlader deres fag i massevis og i værste fald bliver patienter i det velfærdssamfund, de skulle være med til at bære. Det rammer borgerne i form af lange ventetider, konstante relationsbrud og svækket retssikkerhed, når kontinuitet og faglig opfølgning forsvinder.
De voldsomme problemer er et resultat af profitmotiv på velfærdsområdet og årtiers udhuling af velfærden, der har reduceretsocialområdet til nedskæringer forklædt som effektivisering og virksomhedslignende drift frem for omsorg og støtte. Det skaber forråelse, konflikter og mistillid i mødet mellem socialarbejdere og borgere, der begge er fanget i et presset system.
Vi ved, at socialarbejdere søger deres fag for at gøre en forskel – og forlader det, fordi de forhindres i at gøre netop det. Der er behov for grundlæggende, systemiske forandringer, hvor ressourcerne følger opgaverne, fagligheden sættes fri, og socialarbejdet tager udgangspunkt i menneskers behov frem for økonomiske regneark.
Et samfund med forskellighed som udgangspunkt
I det kapitalistiske system knyttes menneskeværd ofte til evnen til at arbejde inden for snævre rammer for produktivitet og effektivitet. Derfor præger ableisme – idéen om, at nogle kroppe og funktionsevner er mere værd end andre – både vores institutioner, vores arbejdsmarked og den politiske prioritering. Det kan vi ikke acceptere.
Mennesker lever med vidt forskellige kropslige og funktionelle forudsætninger. Mennesker har værdi, fordi de er mennesker – ikke fordi de kan presses ind i et arbejdsmarked og et samfund, der er indrettet efter forestillingen om den “normale” krop og det “normale” sind.
Vi vil et samfund med forskellighed som udgangspunkt, der sikrer alle ret til støtte, selvbestemmelse og fuld deltagelse i samfundet på lige vilkår. Handicappolitik er derfor ikke særpolitik, men et spørgsmål om velfærd, lighed og menneskerettigheder i praksis – vores opgave er at sikre de rettigheder for alle.
En tryg opvækst uanset baggrund
Alt for mange børn vokser op under vilkår, som ingen børn nogensinde burde kende til. Det er ikke tilfældigt, at det rammer, men det er tilfældigt, hvem det rammer.
Negativ social arv er ikke et personligt nederlag, men et politisk svigt. Når et udsat barn bliver til en udsat voksen, har systemet fejlet. Når fattigdom, psykisk mistrivsel og utryghed går i arv, hænger det sammen med et økonomisk system, der skaber, reproducerer og holdes kørende af ulighed, og et patriarkalsk samfund, hvor omsorgsarbejde nedprioriteres, og vold i hjemmet alt for ofte overses eller håndteres for sent.
Børn, der vokser op under svære omstændigheder, har større risiko for skolevægring, mistrivsel, misbrug, hjemløshed og kriminalitet. Ikke fordi de er dårlige børn, men fordi deres opvækst bærer præg af gentagne flytninger og ustabile relationer, som gør det svært at opbygge tillid. I et system, hvor effektivitet og budgetter vejer tungere end relationer, bliver de børn, der kræver mest omsorg, også dem, der får mindst.
Det skal aldrig være et lotteri, om et barn får hjælp eller ej. Derfor skal vi have et system, der altid sætter barnet først. I dag træffes beslutninger i systemer, der er indrettet til voksne, med fagsprog og strukturer, der gør det svært for børn at forstå, hvad der skal ske i deres eget liv. Sådan skal det aldrig være.
Særligt anbragte børn bliver svigtet af systemet, når de fylder 18 år. Hvor unge med en stabil opvækst kan læne sig op ad forældre, fodboldtrænere, skolelærere og andre voksne i deres liv, er anbragte unges netværk ofte begrænset til professionelle socialarbejdere, som forsvinder, når systemet trækker sig. Behovet for hjælp stopper ikke pludseligt, når man fylder 18 år. Derfor skal vi sikre at udsatte unge får den rette hjælp ind i et stabilt voksenliv.
Fællesskab fungerer
Vi vil et samfund, hvor vi anerkender, at livet bevæger sig i faser, og at vi alle – før eller siden – får brug for hinanden. Derfor bygger vi et samfund på fællesskab frem for konkurrence, og på solidaritet frem for mistillid. Vi hjælper hinanden, ikke af medlidenhed, men af erkendelsen af, at vores mangfoldighed er en styrke. Forskellighed i erfaringer, kroppe, livsformer og perspektiver gør os klogere, mere robuste og mere solidariske. Når vi indretter samfundet efter det princip, bliver forskelligheden ikke en byrde – det bliver vores største ressource.
Rød-Grøn Ungdom arbejder for:
Stærkt socialt sikkerhedsnet
At tilføre markant flere midler til socialområdet, så socialrådgivere kan opnormeres, arbejdspresset nedbringes og rammerne for fagligt forsvarligt arbejde forbedres
At forpligte kommunerne til at fastsætte og overholde lokale sagslofter, herunder en øvre grænse for antallet af borgere pr. socialrådgiver
At give socialarbejdere ret til regelmæssig, kvalificeret supervision og faglig sparring.
At sikre nyuddannede socialarbejdere ret til intro- og mentorordninger
At oprette og igangsætte efteruddannelser for socialrådgivere, herunder en børnerådgiveruddannelse og en handicaprådgiveruddannelse, så lovgivning – herunder Barnets Lov[1] – omsættes til praksis
At tilknytte socialrådgivere til skoler og almen praksis for at forebygge og gribe problemer tidligere
At sikre ressourcer til kommunerne så pleje kan tilbydes i de mindre byer så borgere der modtager pleje kan beholde deres tilknytning til deres lokalsamfund
At Budgetloven fra 2012 ophæves
At der indføres forbud mod profit på velfærd
Børn og unge
At sikre, at anbragte børn og unge altid får forklaret møders kontekster og beslutninger i et sprog, de forstår. Deres ønsker, perspektiver og begrundelser skal tydeligt fremgå af sagen, og der skal altid følges op
At nuværende og tidligere anbragte får hjælp til at finde deres børnesagsakter og til at læse og bearbejde indholdet
Løbende kontrol med kommunerne for at sikre, at de aktivt informerer om retten til en bisidder – og støtter børn og unge i at gøre brug af den
At forpligte kommunerne at sikre børn og unge reel indflydelse på valg af anbringelsessted, så anbringelser sker ud fra barnets behov i stedet for ledig kapacitet
At alle børn og unge gratis får adgang til foreningsliv og fritidsaktiviteter
At styrke støtten i familieretlige sager, så børn ikke tabes i konflikter mellem forældre
At afskaffe børnefattigdom i Danmark, herunder gennem en forhøjet og målrettet børnestøtte
At børn og unge, der udsættes for fysisk eller psykisk vold, rent faktisk bliver set, hørt og hjulpet ved at indføre en national, bindende strategi, der styrker børns ret til beskyttelse og traumehjælp. For eksempel ret til gratis behandling efter vold, obligatorisk dokumentation ved mistanke om vold, uddannelse af fagfolk i børns rettigheder og opsporing, og støtte til børn, der tør fortælle om deres oplevelser
At forpligte alle kommuner til at nedsætte et udsatteråd
Unge i overgang
At alle anbragte, indlagte og indsatte unge har adgang til en fast kontaktperson og en tryg voksen indtil det fylder 30 år – også uden for almindelig arbejdstid
At alle udsatte unge bliver tilbudt ungestøtte[2]
En boliggaranti for udsatte unge i overgangen til voksenlivet
At give udsatte unge støtte til at opnå økonomisk tryghed, herunder hjælp til privatøkonomi, gældsrådgivning og gældssanering
At forpligte kommunerne til, at ungeplaner og fremtidsplaner altid udarbejdes sammen med den unge og på tværs af fagligheder
Systematisk opfølgning med unge, der takker nej til ungestøtte, så hjælpen fortsat er tilgængelig
At etablere lokale mødesteder i alle kommuner, hvor unge kan opbygge livskompetencer, fællesskaber og netværk
At oprette let tilgængelige tilbud med fokus på aktivitet, fællesskab og meningsfuld beskæftigelse for unge, der som følge af indgribende livskriser ikke er klar til uddannelse
At udvide ungestøttemodellen til også at omfatte unge, der løslades fra fængsler, samt unge med længerevarende tilknytning til psykiatri eller somatik
At arbejdet med resocialisering[3] og handleplaner starter tidligt i afsoningen og intensiveres
At igangværende uddannelsesforløb ikke afbrydes ved flytning mellem institutioner
Økonomisk tryghed
At afskaffe fattigdom
At hæve alle overførselsindkomster til et niveau, man kan leve et værdigt liv af og sikre, at de rettidigt inflationsreguleres
At afskaffe gensidig forsørgerpligt[4], økonomiske sanktioner og andre fattigdomsskabende tiltag i beskæftigelsessystemet, og fastslå i lovgivningen, at retten til forsørgelse gælder ubetinget gennem hele sygdoms- og ledighedsforløbet
At erstatte kontrol, mistænkeliggørelse og unødige revurderinger med tillidsbaseret sagsbehandling, hvor lægefaglige vurderinger og borgerens eget ønske vægtes højest
Lettere adgang til førtidspension og seniorpension for mennesker med varigt nedsat arbejdsevne og stop ressourceforløb, hvor arbejdsevnen åbenlyst ikke kan genoprettes
Sundhed og sikkerhed
At overføre stofmisbrugsbehandling til regionerne for at styrke og koordinere indsatsen mellem stofmisbrugsbehandling og psykiatri, så borgere med dobbeltdiagnoser[5] ikke falder mellem to stole
Bedre sikring af hurtig stofmisbrugsbehandling til unge og en helhedsorienteret tilgang, så integrationen mellem sociale indsatser, psykiatri og stofmisbrugsbehandling styrkes
At styrke forebyggelsen af partnervold og partnerdrab gennem bedre finansiering af krisecentre, ret til akut bolig og hurtigere beskyttelsesforanstaltninger
At sikre økonomisk støtte til mennesker, der udsættes for partnervold og er i en ustabil økonomisk situation, så økonomi aldrig er grund til at blive i et forhold
Handicap og tilgængelighed
At det kompenserende princip[6] bliver juridisk bindende i praksis ved at indføre en national ret til nødvendig støtte, hjælpemidler og ledsagelse uden økonomiske loftsordninger eller kommunale besparelseshensyn – og med faste sagsbehandlingsfrister
At styrke tilsynet med handicaptilbud og bosteder markant ved at genindføre hyppige, fysiske tilsyn og stoppe nedskæringer på kontrolområdet, så der ikke kan gå flere år uden kvalitetstjek af tilbuddene
At omdanne private handicapbosteder til selvejende institutioner og forbyde profitudtræk, så eventuelle overskud geninvesteres i borgernes trivsel, personale og faglighed
Nationale krav til universel tilgængelighed i byrum og byggeri, herunder handicapvenlige fortove, ramper, elevatorer, tydelig skiltning og krav om en fast andel handicapegnede boliger i alt nybyggeri
At sikre meningsfuld inklusion i uddannelse og arbejdsmarked for mennesker med handicap og divergens. Dette skal gøres ved at give ret til kompenserende støtte, fleksible forløb, bedre ordblindestøtte, tilgængelige undervisningsmaterialer og økonomisk sikkerhed under uddannelse og praktik
At handicaptillægget til SU udvides, så det gælder for gymnasieelever og hjemmeboende studerende.
[1] Barnets lov trådte i kraft den 1. januar 2024 og havde til formål at styrke børns rettigheder på en række punkter (Social- og Boligministeriet)
[2] Ungestøtte (tidligere efterværn) er et tilbud om støtte til udsatte unge i alderen 18-22 år, der umiddelbart før det fyldte 18. år har været anbragt uden for hjemmet eller haft en fast kontaktperson (Social- og Boligministeriet)
[3] Integration af en person i samfundet efter at vedkommende i en periode har været sat uden for det almindelige samfundsliv, fx i forbindelse med afsoning i et fængsel (Den Danske Ordbog)
[4] Den lovmæssige pligt til at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år (Retsinformation)
[5] Når man både har en psykisk lidelse og et misbrug (Psykiatrifonden)
[6] At borgere med en funktionsnedsættelse i videst muligt omfang bliver kompenseret for følgerne af funktionsnedsættelsen og stilles lige med andre borgere (Retsinformation)